Behandlingsområder

Klør din hovedbund?

Hovedbunden er ligesom resten af kroppen udsat for forskellige faktorer, der kan udløse kløe, irritation, skæl eller stramhed. Det kan ramme både mænd og kvinder. Men hvad skyldes det, og kan man komme problemerne i hovedbunden til livs?

Kløe i hovedbunden er et almindeligt problem, som opstår ved ubalance i hovedbunden. En kløende hårbund kan komme og gå og kan være forårsaget af fx klimaskift, hårplejeprodukter, kost, stress og træthed. Lider du af tørre, hvide skæl, kan det skyldes en tør og sart hovedbund, som måske trænger til ekstra fugt. Selvom en irriteret hovedbund og skæl hverken er farligt eller smitsomt, så kan det ofte være meget generende at gå rundt med.

Hvordan undgår man en irriteret hovedbund?
Da hovedbunden er letpåvirkelig overfor ydre og indre faktorer, er der en række ting, der kan være medvirkende til dæmpe kløe, irritation og skæl i hovedbunden.

-    Vask kun håret et par gange om ugen
-    Undgå kemikalier i dit hår og hovedbund
-    Undgå stress og bekymringer
-    Beskyt håret med en solhat, når du opholder dig i solen
-    Lad håret tørre i det fri og undgå at have det sat op i en stram hestehale

Hvis du ikke kan få bugt med den irriterede hårbund, så kan du tale med din læge om hvilken behandling, der kan hjælpe dig. Der findes midler mod irriteret hårbund i håndkøb og på recept. Håndkøbslægemidlerne kan du få på apoteket og hos Matas. Har du vedvarende kløe i hårbunden, kan det være et tegn på en svampeinfektion, eksem eller psoriasis i hovedbunden. Spørg din læge, om I skal prøve en anden løsning.

Hvorfor får du irriteret hovedbund?
Der kan være flere årsager til, at du oplever en irriteret og kløende hårbund. Det kan skyldes gærsvampen kaldet Pityrosporum ovale, som er skyld i skældannelse. Denne svamp er normalt forekommende i hårbunden hos voksne, og forårsager hos de fleste intet problem. Nogle gange bliver der overvækst af svamp i hårbunden, hvilket giver øget skældannelse på grund af hurtigere omsætning af hudcellerne i hårbunden.