Behandlingsområder

Få hørelsen tilbage

Propper i øret, nedsat hørelse, tilstoppethed, susen eller svimmelhed er nogle af de symptomer, som viser, at du har tilstoppede øregange pga. ørevoks. Rigtig mange døjer med for meget ørevoks og dannelse af vokspropper. Det er sjældent noget alvorligt, men ikke desto mindre kan det være voldsomt irriterende.

Det er helt almindeligt at producere ørevoks, da det er en del af kroppens immunforsvar og beskytter huden i øregangen. Ørevoks er en gullig voks, der opstår i øregangen. Ørevoks er ligesom snot, spyt og slim en del af kroppens immunforsvar og spiller en vigtig rolle i beskyttelsen af øret. Personer som er særligt udsat for støv eller lider af eksem i øregangen, kan være særlig disponeret for overproduktion af ørevoks. I sjældne tilfælde kan det give betændelse og smerter i øregangen.

Hvordan kommer du af med ørevoks?
Det varierer fra menneske til menneske, hvor meget ørevoks du producerer. Faktisk er det også forskelligt fra race til race. Hvis ørevoks ophobes i øregangen, kan det tilstoppe eller blokere øret, men du kan selv gøre noget for at undgå det eller opløse ørevoksen.

- Brug ALDRIG vatpinde i ørerne – det skubber kun ørevoksen længere ind
- Undgå at massere eller gnubbe øregangens åbning
- Skyl dit øre forsigtigt med lidt olie

Produkter mod ørevoks fås både med og uden recept på alle apoteker. Har du nedsat hørelse og smerter, bør du kontakte lægen, som kan skylle dit øre. Du kan købe midlerne på apoteket og hos Matas.

Hvorfor danner du ørevoks?
Når huden i øregangen irriteres, bliver der hurtigere dannet nye hudceller, og dette medfører mere ørevoks. Forskellige faktorer som allergi, forkølelse, flyrejser kan medvirke til øget ørevoks.  Hvis du klør eller piller dig i ørerne med fx vatpinde, vil dette også øge produktionen af ørevoks, og du risikerer at presse voksen sammen til en klump i bunden af øregangen.